KT_122.jpg

Hej, og velkommen

Jeg er uddannet Psykoterapeut fra Wattar Gruppen og EFT Parterapeut og jeg er medlem af Psykoterapeutisk Forening (MPF) og Dansk Center for Emotionsfokuseret terapi (DKCEFT). Det betyder, at jeg har fire års godkendt psykoterapeutisk uddannelse og solid erhvervserfaring. Min titel som ”Psykoterapeut MPF” er en af dine garantier for, at jeg har kompetencerne til at hjælpe dig. Læs mere om dette medlemskab under afsnittet Tavshedspligt og medlem af Dansk Psykoterapeutforening. 

Ud over min terapeutiske klinik hvor jeg tilbyder parterapi og individuel terapi, arbejder jeg også i KKUC, hvor målgruppen er mennesker med senfølger af komplekse traumer. Jeg har desuden tidligere arbejdet i Novavi, som er Danmarks største alkoholbehandlingsudbyder, hvor min funktion var alkoholbehandler og enhedsleder.  

Der er ikke to terapeuter der behandler ens, heller ikke indenfor den samme terapeutiske retning. Forskning viser, at dét der er afgørende for om terapi virker er, at der er en god relation mellem terapeut og klient. På den måde kan mange terapeutiske retninger føre til samme gode resultat. Som terapeut vil du opleve mig som; rolig, lyttende, empatisk, humoristisk, nærværende og ærlig. 

Jeg synes det er vigtigt at udvikle mig som terapeut og derfor deltager jeg jævnligt i kursus og efteruddannelse, ligesom jeg selv går i terapi og får supervision. For at dygtiggøre mig, optager jeg sommetider sessions på video, som jeg bruger i supervisionsøjemed sammen med min supervisor. Derfor vil jeg måske også spørge om din tilladelse til at filme vores session, men det er ikke en forudsætning for et terapeutisk forløb.  

Min klinik er en del af praksisfællesskabet ”Alle led og kanter” på Nørre Farimagsgade 11, 3.th, 1364 København K. 
Hvis du er interesseret i at høre mere om hvad jeg kan tilbyde, ud over terapi, af eksempelvis undervisning, foredrag og workshops, er du meget velkommen til at kontakte mig. 

Privat bor jeg i København med min mand og vores to drenge. 

DU er ekspert på dit liv, og i terapien vil vi sammen arbejde med de erfaringer, som spænder ben for din trivsel.